Your Cart

Ansvarsfraskrivelse for renseri og vaskeri

1. Generelt
Ren Service A/S tilbyder rensning og pleje af tekstiler som en serviceydelse til private og erhverv. Vi bestræber os på at levere høj kvalitet og professionel behandling af alle indleverede genstande. Dog kan der i visse tilfælde opstå forhold uden for vores kontrol, som kan påvirke resultatet.

2. Behandling og materialer
Vi følger som udgangspunkt altid de vaske- og plejeanvisninger, der er angivet i tøjet – medmindre kunden tydeligt har instrueret os om andet.
Vi kan ikke påtage os ansvar, hvis:
1) vaskeanvisningerne er mangelfulde,
2) tøjet er beskadiget ved indlevering
3) der er brugt pletfjerningsmidler hjemmefra (f.eks. Vanish eller lign.)
Kunden er ansvarlig for at oplyse om særlige forhold vedrørende tekstiler, herunder skrøbelige materialer, skjulte skader, farveægthed, eller tidligere behandlinger. Ren Service A/S fraskriver sig ethvert ansvar for skader, der måtte opstå som følge af manglende eller ukorrekte oplysninger fra kunden.

3. Slitage og skjulte fejl
Ren Service A/S påtager sig ikke ansvar for skader, der skyldes almindelig slitage, skjulte fejl i materialet, tidligere behandlinger eller manglende vedligeholdelse. Dette gælder også for knapper, lynlåse, pyntedetaljer og lignende.

4. Farveændringer og krymp
Vi gør opmærksom på, at visse tekstiler kan ændre farve, struktur eller størrelse under rens/vask, selv ved korrekt og skånsom behandling. Ren Service A/S kan ikke holdes ansvarlig for sådanne ændringer, medmindre det kan dokumenteres, at der er handlet uagtsomt.

5. Erstatningsansvar
I tilfælde af dokumenteret fejl fra Ren Service A/S’ side, ydes der erstatning i henhold til gældende dansk ret og branchepraksis. Erstatningen kan aldrig overstige genstandens aktuelle værdi, og der ydes ikke erstatning for følgeskader eller indirekte tab.